LICENSBETINGELSER FOR Hella Gutmann DATA

 

1. ANVENDELSESOMRÅDE

1.1. Nærværende licensbetingelser gælder for alle abonnementer/licenser på samtlige onlineprodukter, der udbydes af Hella Gutmann Solutions A/S, CVR-nummer 87816613, Lundborgvej 10, 8600 Viborg, (herefter "Licensgiver"). Disse licensbetingelser tiltrædes af abonnenten (herefter ”Licenstager”) ved første login på applikationen ved at afkrydse ”jeg har læst og accepterer licensvilkårene”.

 

1.2. På www.hella-gutmann.dk findes en oversigt over abonnementstype og tillægsmoduler. For enkelte funktioner, ydelser og tillægsmoduler kan der være tilknyttet selvstændige betingelser, der skal accepteres i tillæg til disse licensvilkår, før de kan anvendes. Licenstager kan kun foretage opgradering af abonnementet mod betaling af forskellen mellem Licenstagers aktuelle licens og ønsket opgradering. Evt. tilkøb omfattes automatisk af disse licensbetingelser, medmindre der gælder særskilte vilkår for den tilkøbte ydelse.

 

2. LICENSRETTENS OMFANG

2.1. Ved accept af disse licensbetingelser, og i det omfang licensafgiften er betalt, giver Licensgiver en ikke-eksklusiv, tidsbegrænset brugsret til sin elektroniske database (herefter benævnt ”Hella Gutmann Data”), der indeholder reparation- og serviceinformation til et bredt udvalg af bilmærker og modeller samt illustrationer og diagrammer, der er skrevet i standardiseret termologi, format og design, uanset bilmærke og model.

 

2.2. Brugsretten giver alene Licenstager adgang til; at søge, at anvende og udskrive informationer fra Hella Gutmann Data i forbindelse som kilde til servicering, fejlfinding eller reparation af motorkøretøjer i forbindelse med sædvanlig brug i licensperioden. Udskrivning af og anvendelse af informationer i Hella Gutmann Data er alene tilladt i overensstemmelse med disse licensbetingelser, fremsendte følgebreve, og i det omfang der er betalt licensafgift. Informationer fra Hella Gutmann Data må hverken helt eller delvist gøres tilgængelig for tredjemand, anvendes i virksomhed der konkurrerer mod Licensgivers eller på anden måde videregives eller ændres.

 

2.3. Licenstager må ikke bruge eller på nogen måde overføre informationer i Hella Gutmann Data, bortset fra, som det udtrykkeligt fremgår af licensen. Licenstager må ikke "crawle" eller på anden måde få adgang til Hella Gutmann Data, hverken manuelt eller ved automatiske midler, at reproducere nogen del af Hella Gutmann Data i nogen form. Licenstager må ikke reproducere, ændre, eller skabe afledte værker baseret på hele eller dele af Hella Gutmann Data.

 

2.4. Hella Gutmann Data stilles til rådighed online, som software ”as a service”. Enhver rettighed og ejendomsret til Hella Gutmann Data forbliver hos Licensgiver. Licenstager erhverver hverken applikation eller en kopi heraf eller en del heraf, og opnår ikke licens til at afvikle applikationen, undtagen som software ”as a service”.

 

2.5. Licenstager bærer selv ansvaret for enhver teknisk foranstaltning hos Licenstager, som er nødvendig for at anvende Hella Gutmann Data.

 

3. ADGANG TIL HELLA GUTMANN DATA

3.1. Adgang til Hella Gutmann Data kræver et login med brugernavn og adgangskode, som udstedes til Licenstager. En licens giver adgang til at foretage login til Hella Gutmann Data fra det antal erhvervede brugere, som der er købt adgang til fra Licenstagers eksterne IP-adresse.

 

3.2. Berettiget til at anvende Hella Gutmann Data er alene Licenstagers brugere (defineres som medarbejdere hos den enkelte Licenstager), og Hella Gutmann Data må ikke benyttes for andre end Licenstager eller yde andre ydelser, såsom hotline support. og lign. for andre end Licenstager. Licenstager eller dennes brugere må ikke give tredjemand adgang til Hella Gutmann Data, ligesom Licenstager og dennes brugere ikke må videregive den udstedte adgangskode til tredjemand.

 

3.3. Hvis det konstateres, at licensen uberettiget er delt mellem flere, kan Licensgiver betragte dette som en bestilling af yderligere licens til den eller de ikke licenserede brugere og opkræve licensafgiften herfor hos Licenstager.

 

3.4. Hvis en Licenstager eller en af Licenstagers brugere forsøger at få uautoriseret adgang til kildekoder eller andre lukkede områder, vil brugerens adgang omgående blive spærret uden tilbagebetaling af betalt licens, og evt. ansvar kan gøres gældende mod såvel brugeren, som Licenstager.

 

3.5. Licenstager er forpligtet til at sikre, at Hella Gutmann Data ikke bliver anvendt på en måde, som kan skade Licensgivers omdømme eller goodwill, eller som er i strid med gældende lovgivning eller anden regulering.

3.6. Licenstager er ansvarlig for at sikre, at Licenstagers brugere er orienteret, og overholder nærværende licensvilkår, herunder respekterer Licensgivers immaterielle rettigheder m.v. Licenstager indestår for, og har det fulde ansvar for de brugere, som Licenstager giver adgang til Hella Gutmann Data, eller som bruger Licenstagers log-in detaljer.

 

3.7. Licenstager accepter, at Licensgiver kan overvåge online brug af Hella Gutmann Data for at sikre overholdelse af licensaftalen eller for statistiske formål. Hvis Licensgiver kan fastslå, at licensadgangen bruges på en måde, der ikke er i overensstemmelse med disse licensbetingelser, kan Licensgiver øjeblikkeligt lukke for enhver adgang til Hella Gutmann Data og opsige licensen uden forpligtigelse om tilbagebetaling af licensafgift.

 

4. INDHOLD OG ÆNDRINGER M.V.

4.1. Licensgiver er berettiget til løbende at opdatere og foretage ændringer og tilføjelser, herunder tekniske ændringer af Hella Gutmann Data, som Licensgiver finder nødvendigt.

 

4.2. Opdateringer og ændringer af Hella Gutmann Data medfører ingen ændringer i Licenstagers forpligtelse overfor Licensgiver, og Licenstager kan ikke gøre misligholdelsesbeføjelser gældende overfor Licensgiver i den anledning. Det tilstræbes, at Hella Gutmann Data opdateres løbende, og så hurtigt som muligt, men det garanteres ikke, at nyt indhold er tilgængelig m.v. på et bestemt tidspunkt. Tillige tilstræbes, at det til enhver tid værende indhold i Hella Gutmann Data er fri for fejl, men der garanteres ikke herfor.

 

4.3. Licensgiver kan til enhver tid, herunder ved udgivelse af en ny version, release, Service Pack eller opdatering af Hella Gutmann Data, tilføje nye funktioner eller indhold i Hella Gutmann Data samt ændre eller fjerne tidligere funktioner og indhold, uden samtykke fra Licenstager. Sådanne opdateringer, forbedringer og ændringer kan ske med eller uden varsel, og kan påvirke services, herunder informationer og data uploadet til eller afgivet af Hella Gutmann Data.

 

5. DRIFTSSTABILLITET

5.1. Licensgiver tilstræber højst mulig driftsstabilitet, men garanterer ikke 100% oppe tid, og er uden ansvar for nedbrud eller driftsforstyrrelser, herunder for driftsforstyrrelser forårsaget af faktorer uden for Licensgivers kontrol. Herved forstås bl.a. strømsvigt, fejl på udstyr, internetforbindelser, telekommunikationsforbindelser eller lignende.

 

5.2. I tilfælde af nedbrud eller forstyrrelser tilstræber Licensgiver at genskabe normal drift hurtigst muligt.

 

5.3. Planlagte afbrydelser vil fortrinsvis blive placeret i tidsrummet kl. 21.00-06.00 CET. Skulle det blive nødvendigt at afbryde adgangen til Hella Gutmann Data uden for det anførte tidsrum, vil dette blive varslet forinden i muligt omfang.

 

6. IMMATERIELLE RETTIGHEDER/OPHAVSRET

6.1. Hella Gutmann Data og Hella Gutmann logo er registrerede varemærker for Hella Gutmann Solutions GmbH.

 

6.2. Alt materiale, herunder kodesprog, tekst, billeder m.v. på Hella Gutmann Data tilhører Licensgiver, og Licensgiver har den fuldstændige ophavsret, adkomst og alle andre rettigheder til Hella Gutmann Data, bortset fra delprodukter, der er fremstillet af tredjemand, og som denne har alle fuldstændige rettigheder til. Hella Gutmann Data er beskyttet i henhold til Ophavsretslovgivningen, og denne beskyttelse gælder endvidere ethvert fysisk materiale, herunder brugermanualer og undervisningsmateriale, der udleveres til Licenstager.

 

6.3. Enhver krænkelse af Licensgivers og/eller en hvilken som helst af en sådan tredjemand/leverandørs rettigheder, herunder tredjemands krænkelse muliggjort af Licenstager, anses for misligholdelse af licensaftalen.

 

6.4. Copyright- og databaserettigheder beskrevet i Hella Gutmann Data information skal til enhver tid forblive som en integreret del af den information omkring Hella Gutmann Data og øvrige tilladte print eller kopier fra Hella Gutmann Data. Data, som printes eller gemmes fra Hella Gutmann Data, skal mærkes med: ©Hella Gutmann Data.

 

6.5. Licenstager er uberettiget til at bryde eller ændre eventuelle sikkerhedskoder/mekanismer. Licenstager er uberettiget til at ændre eller fjerne angivelser i Hella Gutmann Data eller på de medier, hvorpå Hella Gutmann Data leveres, om rettighedsforhold, varemærker og lignende. Licenstager er tillige uberettiget til at oversætte Hella Gutmann Data fra objektkode til kildekode, f.eks. ved at foretage reverse engineering, disassemblering eller dekompilation af Hella Gutmann Data.

 

6.6. Licensgiver skal meddeles om enhver aktuel eller potentiel krænkelse af Licensgivers immaterielle rettigheder eller uautoriseret brug af applikationen, som Licenstager får kendskab til.

6.7. Der sker ingen overdragelse af immaterielle rettigheder til Licenstager, der udelukkende får en betinget brugsret jf. afsnit 2.2.

 

6.8. Licenstager og dennes brugere har mulighed for at tilføje egne noter i Hella Gutmann Data. Licenstager er ikke ansvarlig for tilgængeligheden af Licenstagers egne generede og uploadede data i Hella Gutmann Data, og det påhviler licenstageren og dennes brugere selv at sørge for evt. egne data gemmes forsvarligt på f.eks. Licenstagerens egne systemer. Licensgiver er heller ikke ansvarlig for eventuelle tab m.v. af egne data i Hella Gutmann Data uanset årsagen hertil. Licensgiver disponerer ikke over evt. noter til egne formål, men Licenstager er indforstået med, at Licensgiver sletter samtlige noter ved ophør af licensaftalen.

 

6.9. I forhold til noter/materiale der uploades af Licenstager og alle Licenstagers data, gives Licensgiver en tilladelse, der er tilstrækkelig til, at Licensgiver forsvarligt kan afvikle og drifte Hella Gutmann Data og opfylde sine forpligtelser samt foretage markedsføring med udgangspunkt i Licenstagers materiale. Licenstager indestår for, at det materiale/noter der uploades, ikke krænker tredjemandsrettigheder, og ikke indeholder materiale, der kan virke stødende eller er i strid med relevant lovgivning eller anden regulering.

 

7. BETALINGSBETINGELSER

7.1. Licenstager har købt adgang til Hella Gutmann Data fra en af Licensgiver godkendt forhandler.

 

7.2. Licensafgiften betales forud - til den godkendte forhandler, som licensen er købt hos - for licensperioder på 12 måneder ad gangen. Første faktureringsperiode løber fra bestillingsdatoen og 12 måneder frem. Betalingsbetingelserne er 8 dage netto kontant fra fakturadato.

 

7.3. Licensgiver forbeholder sig retten til midlertidig at lukke for adgangen til Hella Gutmann Data, såfremt licensafgiften ikke betales rettidigt. Licenstager er, uanset den manglende adgang til Hella Gutmann Data, forpligtet til at betale den fulde licensafgift. Der sker således ikke refusion af licensafgift for den periode, som adgangen til Hella Gutmann Data har været lukket.

 

7.4. Licenstager accepterer, at fakturaer og rykkere sendt pr e-mail til den af Licenstagers opgivne e-mail adresse skal anses for leverede, når de er afsendt af Licensgiver.

 

8. LICENSENS OPHØR

8.1. Licensaftalen løber for en periode på 12. måneder ad gangen. Såfremt licensaftalen ikke opsiges ved periodens udløb, jf. nedenfor, fornyes licensaftalen automatisk løbende med 12 måneder ad gangen.

 

8.2. Licenstager er berettiget til at opsige licensaftalen med en måneds skriftligt varsel til Licensgiver, dog tidligst til udløb af den igangværende 12 måneders licensperiode. Opsigelsen har virkning fra den førstkommende licensperiode. NB! Manglende betaling betragtes ikke som en opsigelse.

 

8.3. Licensgiver er berettiget til at opsige licensaftalen med 1 måneds varsel til udløbet af licensperioden eller ophæve licensaftalen uden varsel, såfremt Licenstager ikke overholder, eller på anden måde væsentligt misligholder licensaftalen eller disse licensbetingelser.

 

8.4. Ved ophør af licensaftalen – uanset årsag - bortfalder alle Licenstagers rettigheder, herunder brugsretten til Hella Gutmann Data. Licenstager kan ikke kræve tilbagebetaling af nogen del af den erlagte licensafgift ved ophør af licensaftalen.

 

8.5. Ved ønske om udlevering af egne generede og uploadede data ved licensens ophør, kan Licenstager rette henvendelse til Licensgiver for at høre nærmere om muligheden herfor. Evt. udtræk fra Hella Gutmann Data af licenstageres egne generede og uploadede servicedata vil blive afregnet licenstageren på timepris.

 

9. ANSVARSBEGRÆNSNING

9.1. Hella Gutmann Data og servicen leveres, som den er og forefindes. Licensgiver giver ingen garanti, tilsikring, indeståelse m.v. af korrektheden af de oplysninger, som kan findes på Hella Gutmann Data samt opkoblingen til Hella Gutmann Data.

 

9.2. Licensgiver fraskriver sig ansvar for evt. tab, som Licenstager lider, som følge af brugen af Hella Gutmann Data. Alt brug af Hella Gutmann Data sker derfor på eget ansvar, og Licensgiver er i intet tilfælde, uanset omstændighederne, ansvarlig for tab – uanset art – herunder forventet fortjeneste, tab af data, beskadigelse af registreringer eller data eller ethvert direkte eller indirekte tab eller følgetab (herunder men ikke begrænset til tab af goodwill eller tab som følge af enhver anden form for forretningsmæssig afbrydelse) i forbindelse med anvendelsen af Hella Gutmann Data eller tab, som følge af utilstrækkelig eller mangelfuld

programfunktion eller serviceydelser i forbindelse hermed, uanset om Licensgiver har været underrettet om muligheden for sådant et tab, og uanset om skaden forvoldes i eller udenfor kontrakt.

 

9.3. Licensgiver er heller ikke ansvarlig for tab opstået som følge af, at Licenstager ikke har haft mulighed for at anvende Hella Gutmann Data, uanset årsagen hertil.

 

9.4. Licenstager bærer endvidere alene ansvaret overfor tredjemand, som skyldes Licenstagers egen benyttelse af Hella Gutmann Data. Licenstager er forpligtet til at friholde Licensgiver herfor og alle omkostningerne forbundet hermed.

 

9.5. Ovennævnte ansvarsbegrænsning gælder også produktansvar, som Licensgiver måtte pådrage sig, som et resultat af tab eller beskadigelse på ejendom, der efter sin natur normalt er beregnet på kommerciel anvendelse, i den udstrækning at det ikke strider mod ufravigelig lovgivning.

 

9.6. Licensgiver er uden ansvar for fejl og mangler, der ikke relaterer sig til Hella Gutmann Data, men derimod til påvirkninger udefra, herunder andre programmer. Licensgiver er endvidere uden ansvar for integrationen eller samspillet mellem Hella Gutmann Data og Licenstagers egne EDB-omgivelser og organisation.

 

9.7. I forbindelse med implementering af opdateringer, nye versioner, releases eller service packs er Licensgiver ikke ansvarlig for, at Licenstager er i stand til at gøre fuld brug af eventuelle ændringer i anvendelseslogikken i Hella Gutmann Data eller dele af dette, som Licenstager har foretaget eller ladet foretage.

 

9.8. Uanset typen af tab eller ansvarsgrundlaget er Licensgivers samlede ansvar beløbsmæssigt begrænset til Licensgivers betaling i 12 måneder før det ansvarspådragende forholds indtræden, dog i alle tilfælde maksimum DKK 10.000. Licenstager påtager sig at friholde Licensgiver for produktansvarsskader, tredjemands tab og øvrige krav fra tredjemand, som følge af Licenstagers brug af Hella Gutmann Data.

 

10. FORCE MAJEURE

10.1. Ingen af parterne er ansvarlig for skade, som påføres den anden part som en direkte eller indirekte følge af, at den første part forsinkes eller forhindres i at opfylde sine forpligtelser i henhold til disse licensbetingelser på grund af en opstået force majeure begivenhed. Som force majeure anses bl.a. krig og mobilisering, naturkatastrofer, strejker, lockout, ildebrand, import- og eksportreguleringer samt andre forhold, som den berørte part ikke er herre over.

 

10.2. Parterne skal straks på første konkrete meddelelse om force majeure underrette hinanden om begyndelsen og på samme måde straks orientere i slutningen af sådanne force majeure omstændigheder.

 

11. OVERDRAGELSE

11.1. Licenstager er alene berettiget til at overdrage eller overføre retten til brug af Hella Gutmann Data i sin helhed til tredjemand og alene med Licensgivers udtrykkelige forudgående skriftlige samtykke.

 

11.2. Ved Licenstagers overdragelse af licens er Licenstager - i forhold til Licensgiver - forpligtet til at sikre, at erhverver accepterer og overholder Licensaftalen med Licensgiver. Licenstager hæfter fortsat solidarisk med erhververens misligholdelse af licensaftalen.

 

11.3. Licensgiver er desuden berettiget til at overdrage samtlige sine rettigheder og forpligtelser i henhold til disse licensbetingelser helt eller delvist til enhver tredjemand, uden Licenstagers samtykke.

 

12. ÆNDRING AF LICENSBETINGELSERNE

12.1. Ændringer i nærværende betingelser, der ikke pålægger Licenstager videre forpligtelser end de gældende, kan ske uden varsel med virkning for alle. Dette gælder bl.a. almindelige prisstigninger, som følge af prisudvikling. Øvrige ændringer af betingelserne skal ske med mindst 1 måneds varsel til udgangen af en licensperiode.

 

13. GYLDIGHED, LOVVALG OG VÆRNETING

13.1. Såfremt en bestemmelse i disse licensbetingelser erklæres ugyldig eller lovstridig eller uden retskraft, skal dette ikke berøre aftalen i øvrigt, og den pågældende bestemmelse skal ændres eller omformuleres i videst muligt omfang efter gældende lov, således at Licensgivers oprindelige hensigt afspejles. Enhver bestemmelse i disse licensbetingelser, som efter sin natur strækker sig ud over det tidspunkt, hvor licensbetingelserne ophører, skal fortsat være gældende og bindende for parterne.

 

13.2. Disse licensbetingelser er undergivet dansk ret, og skal fortolkes efter samme. Eventuelle tvister mellem parterne skal afgøres ved Licensgivers hjemting.